Sandby by og sogn, Lolland kommune

Genforeningssten i Sandby by og sogn, Lolland kommune Genforeningsstenen står i den vejtrekant, som dannes af Tårsvej og Bagerstræde i Sandby, 4912 Harpelunde.
GPS-koordinater (link): 54.874346 11.090445
Beboerne i Sandby sogn rejste i 1920 den 2 meter høje genforeningssten på en tre-trins cementsokkel. Den var købt hos en stenhugger.

I Sokkelen er nedlagt et dokument med bidragsydernes navne og om anledning til stenens rejsning.

Genforeningsstenen  blev afsløret i eftersommeren 1920 af lærer Larsen, Sandby i overværelse af godt 300 mennesker. Efter afsløringen blev festen henlagt til forsamlingshuset, hvor hovedtalen blev holdt af pastor C.R. Berggreen, Horslunde.

Teksten på forsiden:
DENNE STEN
REJSTES AF BEBOERE
I SANDBY SOGN TIL
MINDE OM
GENFORENINGEN MED
VORE SØNDERJYDSKE
LANDSMÆND
AAR 1920
Teksten på bagsiden er en fordanskning af et vers fra Bjørnstjerne Bjørnsons Ja, vi elsker dette landet:
HVAD FÆDRENE HAR KÆMPET
HVAD MØDRENE HAR GRÆDT
HAR DEN HERRE LEMPET
SAA VI VIK VOR RET