Oplevelser og historier på cykelture

 

Punkteringer på stribe

Cykelsti i Bordesholm
Da jeg engang var på vej ud af Bordesholm (Schleswig-Holstein), kørte jeg på en cykelsti som billedet. Kører man med bagage og hårdt pumpede dæk, har baghjulet en tendens til at spore i mellemrummene mellem stenene. På et tidspunkt syntes jeg nok, at cyklen blev mere urolig på bagsmækken end den plejede at være. Jeg drømte ikke om, at bagdækket var punkteret - jeg havde jo fået cykelhandlerens stærkeste dæk på baghjulet - men cyklen var punkteret!

En parkeringsplads blev mit reparationssted kl. 12:30 i den hedeste middagssol. Hullet kunne jeg ikke finde ved at lytte mig frem, så jeg skulle bruge en skål med vand. Som en vane fra mine spejderdage har jeg altid en plastikkop med, som jeg aldrig drikker af eller tisser i. Men som beholder til brug ved lapning kan den imidlertid bruges. Min beholdning af drikkevand var sparsom. Et nærliggende springvand hjalp mig over det problem - slangen blev dyppet i vand et lille stykke af gangen, indtil det boblede og hullet var fundet. Kort tid efter var lapningen fuldendt.

Så kom det sædvanlige problem, som jeg ind i mellem er stødt på, nemlig at jeg har meget vanskeligt ved at drive luft ind gennem racer-ventiler, som slangerne var forsynet med. Da jeg købte cyklen, havde jeg ladet mig overtale til at bibeholde slangerne med racerventiler, som cyklen var født med. Du skal bare......, havde cykelhandleren sagt, da jeg fortalte om mit forhold til racerventiler. Det mindedes jeg,  medens jeg masede med slange og pumpe. Jeg blev noget ærgerlig og opbragt med tilbagevirkende kraft over, at jeg havde ladet mig overtale; men det var lidt for sent og et forkert sted at ærgre sig. Godt træt af det hele spurgte jeg en mand, der just parkerede sin bil, om der dog ikke var en cykelreparatør i Bordesholm? Jo, der ligger en forretning lige om næste hjørne, oplyste han. 50 meter var til at overkomme, selvom det var varmt. Værkstedet holdt ganske vist siesta til kl. 15, men til alt held var værkstedets luftpumpe tilgængelig, og glad blev jeg over at få dækkene pumpet ordentlig op.

Som om een punktering ikke var tilstrækkelig, punkterede bagdækket igen efter 10 km. Det skete lige på en lokalitet, der ironisk nok hedder Dänenbrook.  Jeg var på vej fra Bordesholm - stedet for den første punktering - over Schipphorst til Rendswühren og Bornhöved.

Punktering ved Dänenbrook ved Bornhöved
 

Cirklen på kortet er skadestedet, hvor der går en vej i sydvestlig retning til Viehbrook og Hollenbek. Dette T-kryds er formet som en trekants-forhøjning bevokset med græs. Der stod jeg så og havde vanskelighed med blot at pumpe så meget luft ind i slangen, at jeg kun lytte til udsivningen. Jeg måtte bruge mit sidste drikkevand, men det lykkedes ikke at få luft ind i slangen gennem den forba....... racerventil. Det var et mennesketomt område - ikke et øje eller hus i nærheden. Engang i mellem kørte en bil eller en landbrugsmaskine forbi. På et tidspunkt var der en bil, som kom tilbage. Jeg blafrede den ind til siden. I bilen - det var et rugbrød - sad 2 utroligt kønne piger, som ikke så ud til at være mange dage over atten. Jeg bad dem hjælpe mig med at få fat i en taxa til Bornhöved. Min mobil havde ikke kontakt til nettet, men det havde deres biltelefon. De ringede til forskellige, men en taxa, der kunne medtage cykel, kunne de ikke skaffe. Så tilbød de, at jeg kunne køre med dem. Det viste sig, at der ingen bagsæder var i bilen, så jeg og cyklen kunne mases ind. De kørte mig til Bornhöved Camping. Jeg ville naturligvis betale som minimum, hvad en taxa ville koste - de skulle vel ud at more sig denne solrige fredag aften? - men de afslog.

Da jeg havde slået teltet op, gik jeg ind på campingpladsens restaurant, Idyll. Her var jeg så heldig at træffe Uwe, der tilbød næste dags morgen at bringe mig og cyklen til nabobyen Wankendorf, hvor det nærmeste cykelværksted lå. Så næste dag kom han præcis kl. 9 i sin Mercedes-stationcar, og vi kørte til Wankendorf. Værkstedet var åbent, selvom det var lørdag. Jeg talte med en meget kompetent, kvindelig reparatør. Jeg skulle have nye dæk og slanger og de skulle være med almindelige ventiler!, så ventilhullerne i fælgen skulle bores større.

Selvom jeg har købt de bedste dæk i Danmark, har de ikke holdt. 3 gange har jeg måtte skifte i Tyskland eller Sverige til dæk, der har holdt siden. Jeg har fået den forklaring, at holdbare dæk er for tunge til danske forbrugere.

 

 

Link til Athos bjerget