Limes Saxoniae i hovedtræk
Limes Saxoniae i hovedtrækLimes Saxoniae var en grænse eller grænsestrøg mellem sakserne og slaverne, som tyskerne kalder abotriterne. Grænsen kan føres tilbage til frankerkongens, Karl den Stores tid omkring 811. Karl den Store trængte ind i Nordtyskland og fik herredømmet over sakserne. I den forbindelse opstod grænserne til danskerne og abotriterne, som henholdsvis blev Eideren og Limes Saxoniae.
Limes Saxoniae blev senere beskrevet af Adam af Bremen ca. år 1075 i værket Historia Hammaburgensis Ecclesiae (Den hamburgiske Kirkes historie). Det er dette værk, som er kilden til beskrivelsen af grænsen Limes Saxoniae fra syd til nord. Grænsen går fra Elben nær Boizenburg til Schwentines udløb i Kielerfjorden.
En grænse i middelalderen var ikke en linie i landskabet, som vi kender det i dag. Det var snarere et vanskeligt passabel bælte af sump eller skov, der var ubeboet eller ubeboelig. Hvor den middelalderlige grænse er blevet beskrevet ved et vandløb, får den dog karakter af en moderne grænse, som kan genfindes i felten i dag.
På grundlag af Adam af Bremens beskrivelse har jeg prøvet at stedfæste forløbet af Limes Saxoniae og definere en cykelrute langs denne grænse.
Men først vil jeg gengive originalteksten med oversættelse med randnoter (skolion), som håndskriftet er eller blev forsynet med, og med bibeholdelse af de originale benævnelser af lokaliteter. Litrering af afsnit og noter kan veksle alt efter udgave. Her er anvendt inddelingen i udgaven Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum
| Adam af Bremens krønike, 2.den bog, afsnit 15b originale, latinske tekst: | Adam af Bremens krønike, 2.den bog, afsnit 15b i oversættelse: | Her er forsøg på fortolkning af beskrivelsen: |
| Invenimus quoque limitem Saxoniae, quae trans Albiam est, prescriptum a Karolo et imperatoribus ceteris, ita se continentem, hoc est: | Jeg har fundet ud af, at det med hensyn til Saxoniens grænse på den anden side af Albien, som den er fastlagt af Karl og de andre kejsere, forholder sig således: | Albien betyder Elben. Adam sad i Bremen og beskrev Sachsernes
(tyskernes) grænse nord for Elben. Karl er Karl den Store |
| Ab Albiae ripa orientali usque ad rivilum, quem Sclavi Mescenreiza vocant, | Fra Albiens østlige bred går den til det vandløb, som slaverne kalder Mescenreiza. | Beliggenheden af Mescenreiza er gået tabt, men det lå et sted mellem Boizenburg og Bleckede. |
| a Quo sursum limes currit per silvam Delvunder usque in fluvium Delvundam; | Derfra går grænsen op gennem Delvunderskoven til floden Delvunda. | Delvunda er Delvenau, som løber i forbindelse med og hine steder er en del af Stecknitz-kanalen |
| sicque pervenit in Horchenbici et Bilenispring; | På den måde når den til Horchenbici og Bilenispring. | Hornbeker Mühlenbach, en biflod til Delvenau. I dag er den skåret over af Elbe-Lübeck-kanalen. Bilenispring er en biflod til Bille. |
| inde ad Liudwinestein et Wispircon et Birznig progreditur. | Derfra til Liudwinestein og Wispircon og Birznig. | Ludvigs sten kan ikke identificeres. Wispircon kan tydes som Weisbirke (alm. hvidstammet birk) ved Eichede mellem Franzdorf og Barkhorst. |
| Tunc in Horbinstenon vadit usque in Travena silvam, sursumque per ipsam in Bulilunkin. | Så går den mod Horbinstenon lige til Travenwald og op gennem den til Bulilunkin. | Horbinstenon er floden Süderbeste. Trave er den store flod, som munder ud i Lübeck. Bulilunkin er det samme som Blunk. |
| (Scholion 13:) Travenna flumen est, quod per Waigros currit in mare Barbarum, iuxta quem fluvium mons unicus est Albere et civitas Liubice | (Skolion 13:) Travenna er en flod, som løber gennem waigrernes land ud i Barbarhavet. Nær denne flod ligger kun et enkelt bjerg, Albere, og byen Liubice. | (Note 13:) Travenna er floden Trave. Waigrerne er et slavisk folk. Barbar-havet er Østersøen. Albere er Kalkberg (i Bad Segeberg,øst for Trave) og Liubice er Lübeck. |
| Mox in Agrimeshov, et recto ad vadum, qui dicitur Agrimeswidil, ascendit. | Derfra til Agrimeshov og direkte op til det vadested, som kaldes Agrimeswidil. | Agrimeshov eller Agrimeshou er Tensfelder Au med Vadestedet Agrimeswidil syd for Alt Erfrade. |
| Ubi et Burwido fecit duellum contra campionem Sclavorum, interfecitque eum: et lapis in eodem loco positus est in memoriam. | Det var her Burwid udkæmpede en tvekamp mod en slavisk kæmpe og dræbte ham. Der er på dette sted også rejst en sten til minde derom. | Nord for Alt Erfrade er der en del vandrerblokke. |
| Ad eadem igitur aqua sursum procurrens terminus in stagnum Colse vadit, sicque ad orientalem campum venit Zuentifeld, usque in ipsum flumen Zuentinam. | Fra dette vandløb går grænsen op til søen Colse. Således når den i øst den åbne mark Zuentifeld og helt til floden Zuentina. | Søen Colse er Schmalensee. Floden Zuentina er Schwentina |
| (Scholion 14): Zuentina fluvius currit a lacu, in quo Plunie civitas sita est. Inde per saltum vadit Isarnho mergiturque in mare Scythicum. | (Skolion 14): Floden Zuentina kommer fra den sø, ved hvilken byen Plunie ligger. Derfra løber den gennem skoven Isarno og munder ud i Det Scitiske Hav. | Zuentina er Schwentine. Plunie er Plön. |
| (Scholion 95): Saltus Isarno a stagno incipit Danorum, quod Slia dicitur, et pertingit usque ad civitatem Sclavorum, quae dicitur Liubicen, et flumen Travennam. | (Skolion 95): Isarnoskoven begynder ved den danske indsø, som kaldes Slien og strækker sig helt til den slaviske by Liubicen og floden Travena. | Liubicen er Lübeck. |
| Per Quem limes Saxoniae usque in pelagus Scythicum et mare, quod vocant orientale, delabitur. | Saxoniens grænse løber så langs med den til Scytherhavet og det hav, man kalder Den østre Sø. | Scytherhavet er formentlig Kielerfjorden eller blot Østersøen. |
På grundlag af Adam af Bremens optegnelser skal jeg forsøge at skitsere forløbet af grænsestrøget Limes Saxoniae fra nord til syd, altså i modsat retning af ovenstående.
Skilt ved vejen mellem Bornhöved og Tarbek