Kortmateriale

Oversigtskort

Til planlægning af en cykeltur er det praktisk med et oversigtskort, så man kan planlægge cykelruten i grove træk og se udstrækningen og afgrænsningen af de enkelte delstater (Länder). Dette er relevant, da Tyskland består af flere Länder, og de officielle kort udarbejdes af de enkelte Länder.
Et oversigtkort med afgrænsning af de enkelte Länder kan man få i Tysk Turist Information, Vesterbrogade 6D III, København.

Hvis man på et tidspunkt hurtigt vil fra punkt A til punkt B, er transport med jernbane en oplagt mulighed. Et specialkort over tog- og buslinier i hele Tyskland (VCD-Fahrplankarte für Bus und Bahn - Deutschland ISBN 3-933772-03-6) er udgivet af VCD Verkehrsclub Deutschland.

Anskaffelse af kort

Det kan betale sig at købe tysk kortmateriale i Tyskland. Det er langt billigere end at anskaffe det gennem danske korthandlere. Den største tyske korthandel, som jeg kender, hedder Schropp Landkarten, Hardenbergstraße 9 a, Berlin. Forretningen har et fantastisk udbud af kortmateriale. Hver gang jeg er i Berlin, skal jeg aflægge den et besøg. Forretningen har også en web-shop, hvor man kan købe alt det, som jeg nævner.

Bikeline-bøgerne

Jeg kan varmt anbefale Bikeline-bøgerne, der udgør et meget stort antal beskrevne cykelruter. De har et praktisk lommeformat, 12 x 22,5 cm og er forsynet med spiralryg. Berlin - KopenhagenMålestokken er 1:75.000 med en meget klar grafik. Udover kort med ruteindtegning indeholder bøgerne også detailkort over de større byer, der ligger på cykelruten, samt beskrivelse af seværdigheder, overnatnings­muligheder mv. Det er dog meget lidt, hvad der beskrives af campingpladser i forhold til de muligheder, der findes i felten. Bøgerne udgives af Verlag Esterbauer GmbH , hvor man kan se, hvilke cykelruter der er udgivet bøger om.

Radwanderkarte

Til planlægning af egen cykelrute er Radwanderkarte fortræffelige. Hele Tyskland er dækket af 46 stk. i målestok 1:100.000. Fordelen ved disse kort er, at vejene er klassificeret ved hjælp af farver: 1) Uegnet for cyklister 2) Betinget egnet for cyklister 3) Egnet for cyklister 4) Velegnet for cyklister 5) Kun for cyklister. Cykelstier langs landeveje er også markerede. Større stigninger er også markeret og klassificeret. Herudover er kortene forsynet med gængse signaturer incl. vandrerhjem og campingpladser.

Digitale kort

Landmåling og kartografi hører ind under den enkelte delstat i Tyskland. Hvert lands Landesvermessungsamt, der svarer til Kort- og Matrikelstyrelsen i Danmark, har udgivet et digitalt kort på CD-rom over det pågældende land. Kortene er i målestok 1:50.000 og hedder Top50. Ved hjælp af Top50 kombineret med Radwanderkarte har jeg printet mine egne rutekort, hvor ingen bikeline-bog dækkede.

Jeg kan nævne Landesvermessungsamt for de Länder, som ligger i Nordtyskland:
Schleswig-Holstein og Hamburg
Mecklenburg-Vorpommern
Niedersachsen og Bremen
Brandenburg og Berlin
Sachsen-Anhalt
Thüringen
Sachsen

Kortblade

Landesvermessungsamt udgiver også kortblade 1:50.000 (plane eller falsede), der svarer til de digitale kort. Hvert kort dækker ca. 22 x 22 km. og kan købes hos korthandlere jfr. ovenfor. På de respektive hjemmesider for Landesvermessungsamt kan man se litrering og inddeling af kortene. Kortbladene har den store fordel, at man kan brede dem ud på spisebordet og få et bedre overblik end at sidde med næsen i skærmen og ikke vide, hvor i landet, man befinder sig.