Den tidligere DDR-grænseregion.

På tysk kalder man grænsen die ehemalige innerdeutsche Grenze eller der Lebenstreifen, som hentyder til den biotop, som er opstået ved, at den største del af den tidligere grænseregion er blevet fredet. Lebenstreifen står også i modsætning til Todenstreifen, som man benævnte den i Vesttyskland under DDR-regimet. Grænseregionen er på 10.000 km² og er 1.380 km lang, strækkende sig fra Østersøkysten til Tjekkiet, dér hvor Bayern, Sachsen og Tjekkiet støder op til hinanden i det såkaldte Dreiländerecke (Trelandehjørnet).

Den tidligere DDR-grænse
                                               DDR-Grænsesikringsanlæg Skitse over indretning af dødsstriben
1. Grænseforløb med grænsesten
2. Grænsestolpe med skiltet oplysning om "Landegrænse"
3. Sort-rød-gylden DDR-grænsepæl med rigsvåben
4. DDR's fremskudte grænsefront
5. Det yderste grænsehegn
6. Låge
7. Spærregrav mod lastvogne
8. Kontrolstribe K-6
9. Kolonnenweg (vej til grænsepatruljering)
10. Lysstander
11. Telefonsøjle
12. Cirkulær observationstårn, diameter 1 m
13. Kvadratisk observationstårn,  2x2 m
14. Ledelsestårn
15. Observationsbunker
16. Anlæg til hundetræning
17. Grænsesignal og inderste grænsehegn
18. Strømforsynings- og afbryderindretning
19. Løbegård til hunde
20. Grænseport
21. Grænsemur af beton
22. Post til kontrol af tilkørselsveje ind i grænseområdet

Det er for det meste en øde og folketom, bred stribe, der skærer sig ned gennem Tyskland. I den nordlige del følger den den nuværende Landes­grenze mellem Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpom­mern. Det er muligt på mange stræk at følge grænsen ved at benytte den tidligere Kolonnen­weg, som grænsepolitiet benyttede til afpatruljering af grænsen.

Klaus Buchin: Radwanderweg Am Grünen Band beskriver i 2 bøger cykelruten langs DDR-grænsen fra nord til syd. Første del (ISBN 3-931099-08-3) beskriver ruten fra nord til syd, altså fra Østersøen til Harzen. Anden del (ISBN 3-931099-10-5) beskriver ruten fra Harzen til Vogtland. Bøgerne er udgivet af forlaget ProjektNord.

Hvorledes bøgerne er indrettet og deres grafik kan man se en illustration af her

Naturligvis har Verlag Esterbauer GmbH udgivet en bikeline-bog om ruten: Deutsch-Deutsche Radweg (ISBN 978-3-85000-220-2). Kort­skitsen ovenover stammer fra bogen. Denne bog beskriver også ruten fra nord til syd.

Selv har jeg kun tilbagelagt første etape fra Østersøen til Harzen. Dette er ikke en beskrivelse af ruten - det fås ikke bedre end de nævnte bøger - men derimod en supplerende fortælling om denne mærkelige grænse. En grænse og grænsebevogtning har historisk set i almindelighed været vendt mod fremmede - altså dem, der søgte at trænge ind i et land. Når jeg kalder grænsen for "mærkelig" er det fordi, denne grænse havde den omvendte funktion, nemlig at holde landets egen befolkning inde i landet. Det viser bedre end noget andet, hvor gennem-perverteret DDR-regimet var. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: I dag kan vi glæde os over, at DDR-regimet skabte muligheden for en natur-korridor gennem Nordtyskland.

Nord fra er startpunktet halvøen Priwall, der ligger overfor Travemünde. Fra Østdanmark kan Travemünde nemmest nås med færgen fra Malmø eller fra Trelleborg. I Travemünde skal man krydse floden Trave med færge over til Priwall, der er et ferie-, camping- og sommerhusområde.

Genforeningssten Genforeningsstenen, der står i grænsen mellem Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern.

Man skal køre øst på. Pludselig ophører bebyggelsen og man passerer grænsen til Mecklenburg-Vorpommern, netop den gamle DDR-grænse. Man er ikke i tvivl. Her begynder den øde og folketomme stribe, som regimet i DDR skabte for at forhindre folk i at flygte til Vesten. Der står en genforeningssten "Nie wieder geteilt", der kan oversættes til "Aldrig igen delt". Langs den gamle DDR-grænse finder man ofte sådanne mindestene fra genforeningen. Genforeningsstene, som vi kender fra Danmark, hvor der ofte er knyttet et digt til, er der aldrig tale om.

Lige i grænsen stod et sømærke (to trekanter med spidsen nedad, der stod med en vis afstand), som indgik i en båkelinje. Denne linje tegnede DDR-grænsen ud på søterritoriet, når spidserne på trekanterne lå på linje.
Vedligeholdelsen af båkerne var et stort problem for DDR, netop fordi de stod i grænsen. En øst-tysk maler måtte ikke gå ind på vesttýsk område, en vest-tysk maler måtte ikke gå ind på DDR-område. Efter lange forhandlinger nåede man en overenskomst: østtyske malere måtte betræde en 5 meter bred grænsestribe på den vesttyske side af grænsen for at vedligeholde båkerne. For at komme dertil skulle malerne med nødvendigt materiel rejse fra øst til vest og tilbage ved at benytte grænse-overgangen Lübeck-Schlutup 25 km derfra!

Til venstre for vejen i retning mod Østersøkysten går en sti. Til højre for stien kan man skimte de gamle betonpæle, som stod i grænsen yderst mod vest.

Vandområdet mod syd hedder PötenitzerWiek. Det drejer sig om at holde sig tæt til dette farvand, hvis man vil følge grænsen. Allerede et kort stykke vej efter, at man har drejet mod syd ad stien, støder man på det første vagttårn, der er bevaret. Det blev ikke revet ned, fordi en radioamatør-gruppe skyndte sig at sætte sig i besiddelse af tårnet, da Tyskland blev genforenet. Nu er tårnet helt forladt og afspærret. Facebook har slået amatør­radioen ud.

Man passerer Volkstorf, det store gods Wasserschloß Johannstorf og landsbyen Benckendorf før man ad "De Promenadestieg" (den gamle Kolonneweg) ender i Dassow. Det er ikke en verdensby, men den rummer en dejlig teltplads hos Jürgen Freitag, hvor man om morgenen bliver vækket af grise-grynt og hanegal. Jürgen Freitag bor Lübecker Straße 38 i Dassow.

Fra Dassow skal man følge Bundesstraße 105 mod Schlutup/Lübeck. Den er voldsom trafikeret, så den er meget ubehagelig for en cyklist. Først efter 4-5 km kan man dreje fra hovedvejen i retning mod landsbyen Teschow. Første gang jeg kørte her, traf jeg en ældre dame, der stod i haven foran et betongråt hus. Jeg spurgte hende, om der havde boet nogen i landsbyen før 1990. "Natürlich" vrissede hun, samtidigt med at jeg kunne se, at hendes tænder løsnede sig, så jeg måtte foretage nogle diplomatiske begrundelser for mit spørgsmål, for at hendes mundhule med indhold kunne falde til ro. Jeg gav ikke den sande begrundelse for mit spørgsmål.

Bardowiek Transformatorbygning er det eneste, der er tilbage af Bardowiek. På denne side står der: Selmsdorf kommune og Landes-regeringen M-V har forhindret genopbyg-ningen siden Murens fald. Vi kræver en B-plan. På den anden side står der: Bardo-wiek: Første gang omtalt 1292. 1977-89 retstridigt ødelagt under DDR-regimet.

Den sande grund til spørgsmålet var, at jeg havde læst, at DDR-regimet fjernede beboerne fra flere landsbyer, der lå så tæt på grænsen, at bevogtningen af grænsen var vanskelig, og der var risiko for flugt vest på. Derfor ville jeg gerne vide, om Teschow først var taget i brug efter Jerntæppets fald. Først senere erfarede jeg, at de bebyggelser, der lå for tæt på grænsen, men alligevel blev skånet for nedrivning, blev befolket af pensionister og/eller personer, der var trofast overfor styret og havde deres udkomme i kraft af regimet. Damens vrede skyldtes formentlig, at hun stadig havde veneration overfor det tidligere styre. Der var mange landsbyer, der måtte lade livet, Bardowiek, Lenschow, Lankow for at nævne nogle. Man kan se sporene endnu: sokler, der ikke er blevet fjernet - havebuske som f.eks. syrener, der helt umotiveret står i vildnisset.

Syd for Hernburg løber grænsen langs Wakenitz, en biflod til Trave, som afvander Ratzeburger See. Ved Wakenitz' udløb fra søen ligger Rotenhusen, hvorfra der går båd til Ratzeburg om sommeren. Ved byen Ratzeburg og langs søen er der mange charmerende campingpladser.

I Schlagsdorf ligger museet Grenzhus, hvor man bl.a. kan se en illustration af grænseindretningerne, som tjente til at holde østtyskerne inde i DDR.

Lasahn KirkeSt. Abundus kirke i Lasahn. I kirken er en tavle over ambassadør Bernstorff Albrecht, født den 22/3 1809, død den 26/3 1873. Ifølge tavlen var han også prøjsisk statsminister

Søerne, Merchower See, Lankower See, Culpiner See, Goldensee, Dut­zower See og Schaalsee, der dannede DDR-grænsen, ligger som perler på en snor. For ornitologen er Naturpark Schaalsee, som ligger op til den nordlige del af søen, et sandt paradis med fiskeørn, trane, isfugl, høg, stork. Senere passerer man Bernstorff Gods, som imidlertid ikke har noget med de "danske" Bernstoffer at gøre.

Lassahn har haft et omskifteligt, statsretligt tilhørsforhold. Før 1864 hørte Lassahn kommune under hertugdømmet Lauenburg og dermed under Helstaten Danmark. Efter nederlaget i 1864 kom Lauenburg under prøjsisk overhøjhed (Schleswig-Holstein). Ved sektor-delingen af Tyskland i 1945 blev Lassahn lagt ind under Østzonen (selvom det hørte til Schleswig-Holstein) og derfor senere DDR. Det korte af det lange er, at fra 1814 til 1864 hørte Lassahn-området under Danmark.

Et kort stykke efter Lasahn går der en vej mod vest til godset Stintenburg på halvøen Kampenwerder.  På grund af halvøens nærhed til grænsen var den absolut "Sperrgebiet". En stor parkeringsplads vidner om, at den blev brugt som opmarchsted for det østtyske grænsepoliti. Flere gange støder man i øvrigt på fler-etages bygninger tæt op ad grænsen. Det er tidligere kaserner for det østtyske grænsepoliti. Flere af dem tjener nu som hotel eller ferielejligheder.

Lige syd for Techin er der en dejlig rasteplads med bord og bænke.
Efter ca. 10 km kommer man til Zarrentin, der er en forholdsvis stor by, som under DDR-tiden blev stærkt hæmmet af at ligge i "Sperrgebiet" dvs. grænsezonen, så der var restriktioner med ind- og udrejse. Grænsen var bygget op på den måde, at yderst er et grænsehegn op til Vesttyskland. Lidt længere inde i DDR var et andet grænsehegn. At trænge ind mellem disse 2 hegn var som regel ensbetydende med døden. Grænsepolitiet patruljerede her. Der var indrettet snubletråde, bidske hunde gik løs osv. Bag ved denne grænseindretning kom "Sperrgebiet", der var afspærret ind mod DDR ved en indre grænse, For at passere den - og for at komme ind i grænsezonen, skulle man have særlig tilladelse. Grænsen bestod på den måde af mindst 2 grænser.

Zarrentin-Gudow (camping) var i sin tid en af de store grænseovergange mellem DDR og Vesttyskland. Der er stadig bevaret enorme opmarch- og parkeringspladser.

Kolonnenweg Et eksempel på kolonnevejen. Det kan være svært at holde cyklen fri for bump som følge af hullerne. Dette afsnit af kolonnevejen løber langs grænsen nord for Zarrentin. Til begge sider løber grænsestriben, der allerede er sprunget i skov.
Stecknitz-kanalen ved Zweedorf Mellem Zweedorf (DDR) og Dalldorf (BRD) fører en bro over Stecknitz-kanalen (grænsen). Ved genforeningen modsatte miljøorganisationerne sig broen, men de 2 byer genopførte uden videre broen, som den havde været før krigen.

Ifølge kort 6 i Klaus Buchin's bog ser det ud som om Dalldorf ligger på Mecklenburg-Vorpommern-siden, altså DDR-siden, men landsbyen Dalldorf ligger i Schleswig-Holstein på den anden side af Elbe-Lübeck-kanalen. På den side af Elbe-Lübeck-kanalen (vestsiden) ligger i øvrigt Lanzer See Camping, men her må jeg lige indskyde, at da Lauenburg bør besøges, kan man lige så godt slå et slag over Elbe-broen og køre et lille stykke i vestlig retning (nedad Elben) og telte hos Hermann Böther Camping i Hohnstorf. For det første er det markant billigt (4€ for mand, telt og dusch). For det andet er værten - ganske vist fåmælt, men - overordentlig venlig. Han udlåner gerne campingbord og -stol. Men tag ikke fejl!  Eichenwälchen Camping, der ligger før Hermann Böther, er bureaukratisk og ikke egnet for en cykel-campist. Begge campingpladser ligger på Elbe-siden af beskyttelsesdiget, så hvis der er kraftigt højvande, kan man ikke campere dér. I Hohnstorf er både dejlig restaurant og et supermarked i nærheden.

DDR-kontrolpost vest for Boizenburg Bevaret kontrolpost til grænsezonen vest for Boizenburg. Den skulle passeres, hvis man ville ind i "Sperrgebiet".  På den ene side af vejen ligger et museum, på den anden side ligger en bistro, hvis navn hentyder til et berømt checkpoint i Berlin.

Vest for Boizenburg på Elberg gik den indre grænsen til "Sperrgebiet" altså grænse, som var området mellem Stecknitz-kanalen og Boizenburg.

Hvis man fra Boizenburg tager en afstikker mod Lauenburg vil man støde på et mindesmærke til minde om de 400 jødiske kvinder og børn, der befandt sig i en lokal KZ-lejr, som var en filial af KZ-lejren Neungamme. Længere mod vest i Vier ligger Elbberg museum. Museet rummer først og fremmest DDR-minder, men også minder om den tidligere KZ-lejr. Den lave museumsbygning tjente således som køkken for lejren. På den anden side af vejen ligger den bevarede kontrolpost til indkørslen til "Sperrgebiet".

Grænsen mellem Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern ender ved Elben. Nu grænser Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern til hinanden med Elben som grænseflod. Disse grænser er stadig identisk med den tidligere DDR-grænse, men der skete dog en fejl. Det hed i London-Protokollen af 12. sept. 1944, der dannede grundlag for sektor-inddelingen af Tyskland efter krigen: Det tyske område, som ligger øst for en linie, der begynder i punktet i Lübecker-bugten, hvor grænsen mellem Schleswig-Holstein og Mecklenburg mødes - langs med Mecklenburg-provinsens vestgrænse og videre langs med Hannovers østgrænse til Braunschweigs grænse.  Amt Neuhaus ligger som en enklave på østsiden af Elben. Denne enklave på 200 kvadratkilometer har altid hørt til Hannover Kurfürstendømme, der er det samme, som vi i dag benævner Niedersachsen med hovedstaden Hannover. Grænsen til Mecklenburg drejede og drejer østpå fra Elben ved Mahnkenwerder/Schleusenow. Men russerne besatte Amt Neuhaus helt ud til Elben. Den britiske besættelsesmagt akkviescerede ved den russiske besættelse, fordi briterne syntes, det var en praktisk grænsedragning. Derved kom Amt Neuhaus til at ligge i Østzonen og senere i DDR til beboernes store sorg. DDR-grænsen gik altså ubrudt langs Elben fra Lauenburg til Schnackenburg.

De 300 indbyggere i landsbyen Rüterberg kalder den dag i dag landsbyen for "Dorfrepublik Rüterberg", hvilket er byens officielle navn. Byen har haft en omskiftelig tilværelse. I april 1945 overgav byen sig til amerikanerne. Så rykkede briterne ind, men i juli 1945 afløste russerne dem og så var indbyggernes skæbne beseglet de næste 40 år. Efterhånden som Zonegrænsen og senere DDR-grænsen blev udbygget blev Rüterberg isoleret som "Sperrgebiet". Den blev indhegnet med kraftigt hegn, både til Elbens side (Vesttyskland), men også til DDR. Beboerne blev udstyret med visa, som de skulle vise, når de rejste ind i det øvrige DDR og vendte hjem. Hvis de ikke havde visaet med eller kom tilbage efter kl. 22 blev de fængslet. At gæste byen var for mange en umulighed, hvis de ikke var helt DDR-fine i kanten.
Området havde således egne visa, egne officielle stempler - i det hele taget afspærret og isoleret som en stat i staten. Derfor besluttede beboerne den 8.november 1989 (dagen før Murens fald) at udråbe Rüterberg til en selvstændig republik og at kræve fri udrejse til DDR (Udrejse til Vest var der ingen der havde fantasi til). Regimet i DDR fik klargjort 5 vogne med mandskab i Ludwiglust, klar til at slå oprøret ned, men som bekendt overhalede begivenhederne i Berlin oprøret.

Efter genforeningen kom Amt Neuhaus igen ind i Niedersachsen - dér hvor det kulturelt og historisk altid har hørt til. Den nuværende grænse mellem Mecklenburg-Vorpommern og Niedersachsen drejer fra Elben ved Radegast/Mahkenwerder og støder tilbage til Elben nordvest for Rüterberg.

Besøg Dannenberg af 3 grunde:
1.) Det er en virkelig charmerende, gammel by.
2.) Her sad Valdemar Sejr i fangenskab.
3.) Overnatningsmulig-hederne incl. camping er gode.

Ifølge Klaus Buchin går ruten nu på Elbens højre bred gennem Lütkenwisch og over med færge til Schnackenburg på venstre bred. Vil man besøge Dannenberg, Gorleben og Gartow skal man krydse Elben ad broen (B 191) et kort stykke vej efter Rüterberg.

Besøger man de 3 byer, følger man altså venstre bred (sydbredden), men kun til Schnackenburg (grænsemuseum). Her forlader DDR-grænsen nemlig Elben og ruten går mod syd.


Gorleben er kendt som hjemsted for deponering af atomaffald.
På Gartow slot blev Danmarks legendariske udenrigsminister, A.P. Bernstorff født 1735.

Hvor kolonnevejen krydser vejen mellem Nienwalde og Bömenzien (UTM 32N 668384 / 5875560 - Klaus Buchin kort 13) er der en dejlig overdækket rasteplads. Jeg har sat kryds på et kortudsnit af stedet. Udover kolonnevejen er en grænsepæl og et vagttårn bevaret.

Ved Helmstedt (Klaus Buchin kort 21) er der campingplads (UTM 32N 638050 / 5789800).

Vejen mellem Söllingen og Pabstorf, (vist af Klaus Buchin på kort 23) skal man lægge om, idet broen (UTM 32 N 638350 / 5790070) er brudt ned. Ved vejen fra Wülperode til Wiedelah, lige øst for floden Oker (Klaus Buchin kort 24) finder man en sektion af det oprindelige grænsehegn, der er fuldstændigt tilgroet, men det er den ægte vare.