På tysk kalder man grænsen die ehemalige innerdeutsche Grenze eller der Lebenstreifen, som hentyder til den biotop, som er opstået ved, at den største del af den tidligere grænseregion er blevet fredet. Lebenstreifen står også i modsætning til Todenstreifen, som man benævnte den i Vesttyskland under DDR-regimet. Grænseregionen er på 10.000 km² og er 1.380 km lang, strækkende sig fra Østersøkysten til Tjekkiet, dér hvor Bayern, Sachsen og Tjekkiet støder op til hinanden i det såkaldte Dreiländerecke (Trelandehjørnet).
Det er for det meste en øde og folketom, bred stribe, der skærer sig ned gennem Tyskland. I den nordlige del følger den den nuværende Landesgrenze mellem Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern. Det er muligt på mange stræk at følge grænsen ved at benytte den tidligere Kolonnenweg, som grænsepolitiet benyttede til afpatruljering af grænsen.
Klaus Buchin: Radwanderweg Am Grünen Band beskriver i 2 bøger cykelruten langs DDR-grænsen fra nord til syd. Første del (ISBN 3-931099-08-3) beskriver ruten fra nord til syd, altså fra Østersøen til Harzen. Anden del (ISBN 3-931099-10-5) beskriver ruten fra Harzen til Vogtland. Bøgerne er udgivet af forlaget ProjektNord.
Hvorledes bøgerne er indrettet og deres grafik kan man se en illustration af her
Naturligvis har Verlag Esterbauer GmbH udgivet en bikeline-bog om ruten: Deutsch-Deutsche Radweg (ISBN 978-3-85000-220-2). Kortskitsen ovenover stammer fra bogen. Denne bog beskriver også ruten fra nord til syd.
Selv har jeg kun tilbagelagt første etape fra Østersøen til Harzen. Dette er ikke en beskrivelse af ruten - det fås ikke bedre end de nævnte bøger - men derimod en supplerende fortælling om denne mærkelige grænse. En grænse og grænsebevogtning har historisk set i almindelighed været vendt mod fremmede - altså dem, der søgte at trænge ind i et land. Når jeg kalder grænsen for "mærkelig" er det fordi, denne grænse havde den omvendte funktion, nemlig at holde landets egen befolkning inde i landet. Det viser bedre end noget andet, hvor gennem-perverteret DDR-regimet var. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: I dag kan vi glæde os over, at DDR-regimet skabte muligheden for en natur-korridor gennem Nordtyskland.
Nord fra er startpunktet halvøen Priwall, der ligger overfor Travemünde. Fra Østdanmark kan Travemünde nemmest nås med færgen fra Malmø eller fra Trelleborg. I Travemünde skal man krydse floden Trave med færge over til Priwall, der er et ferie-, camping- og sommerhusområde.
Man skal køre øst på. Pludselig ophører bebyggelsen og man passerer grænsen til Mecklenburg-Vorpommern, netop den gamle DDR-grænse. Man er ikke i tvivl. Her begynder den øde og folketomme stribe, som regimet i DDR skabte for at forhindre folk i at flygte til Vesten. Der står en genforeningssten "Nie wieder geteilt", der kan oversættes til "Aldrig igen delt". Langs den gamle DDR-grænse finder man ofte sådanne mindestene fra genforeningen. Genforeningsstene, som vi kender fra Danmark, hvor der ofte er knyttet et digt til, er der aldrig tale om.
Til venstre for vejen i retning mod Østersøkysten går en sti. Til højre for stien kan man skimte de gamle betonpæle, som stod i grænsen yderst mod vest.
Vandområdet mod syd hedder PötenitzerWiek. Det drejer sig om at holde sig tæt til dette farvand, hvis man vil følge grænsen. Allerede et kort stykke vej efter, at man har drejet mod syd ad stien, støder man på det første vagttårn, der er bevaret. Det blev ikke revet ned, fordi en radioamatør-gruppe skyndte sig at sætte sig i besiddelse af tårnet, da Tyskland blev genforenet. Nu er tårnet helt forladt og afspærret. Facebook har slået amatørradioen ud.
Man passerer Volkstorf, det store gods Wasserschloß Johannstorf og landsbyen Benckendorf før man ad "De Promenadestieg" (den gamle Kolonneweg) ender i Dassow. Det er ikke en verdensby, men den rummer en dejlig teltplads hos Jürgen Freitag, hvor man om morgenen bliver vækket af grise-grynt og hanegal. Jürgen Freitag bor Lübecker Straße 38 i Dassow.
Fra Dassow skal man følge Bundesstraße 105 mod Schlutup/Lübeck. Den er voldsom trafikeret, så den er meget ubehagelig for en cyklist. Først efter 4-5 km kan man dreje fra hovedvejen i retning mod landsbyen Teschow. Første gang jeg kørte her, traf jeg en ældre dame, der stod i haven foran et betongråt hus. Jeg spurgte hende, om der havde boet nogen i landsbyen før 1990. "Natürlich" vrissede hun, samtidigt med at jeg kunne se, at hendes tænder løsnede sig, så jeg måtte foretage nogle diplomatiske begrundelser for mit spørgsmål, for at hendes mundhule med indhold kunne falde til ro. Jeg gav ikke den sande begrundelse for mit spørgsmål.
Den sande grund til spørgsmålet var, at jeg havde læst, at DDR-regimet fjernede beboerne fra flere landsbyer, der lå så tæt på grænsen, at bevogtningen af grænsen var vanskelig, og der var risiko for flugt vest på. Derfor ville jeg gerne vide, om Teschow først var taget i brug efter Jerntæppets fald. Først senere erfarede jeg, at de bebyggelser, der lå for tæt på grænsen, men alligevel blev skånet for nedrivning, blev befolket af pensionister og/eller personer, der var trofast overfor styret og havde deres udkomme i kraft af regimet. Damens vrede skyldtes formentlig, at hun stadig havde veneration overfor det tidligere styre. Der var mange landsbyer, der måtte lade livet, Bardowiek, Lenschow, Lankow for at nævne nogle. Man kan se sporene endnu: sokler, der ikke er blevet fjernet - havebuske som f.eks. syrener, der helt umotiveret står i vildnisset.
Syd for Hernburg løber grænsen langs Wakenitz, en biflod til Trave, som afvander Ratzeburger See. Ved Wakenitz' udløb fra søen ligger Rotenhusen, hvorfra der går båd til Ratzeburg om sommeren. Ved byen Ratzeburg og langs søen er der mange charmerende campingpladser.
I Schlagsdorf ligger museet Grenzhus, hvor man bl.a. kan se en illustration af grænseindretningerne, som tjente til at holde østtyskerne inde i DDR.
Søerne, Merchower See, Lankower See, Culpiner See, Goldensee, Dutzower See og Schaalsee, der dannede DDR-grænsen, ligger som perler på en snor. For ornitologen er Naturpark Schaalsee, som ligger op til den nordlige del af søen, et sandt paradis med fiskeørn, trane, isfugl, høg, stork. Senere passerer man Bernstorff Gods, som imidlertid ikke har noget med de "danske" Bernstoffer at gøre.
Lassahn har haft et omskifteligt, statsretligt tilhørsforhold. Før 1864 hørte Lassahn kommune under hertugdømmet Lauenburg og dermed under Helstaten Danmark. Efter nederlaget i 1864 kom Lauenburg under prøjsisk overhøjhed (Schleswig-Holstein). Ved sektor-delingen af Tyskland i 1945 blev Lassahn lagt ind under Østzonen (selvom det hørte til Schleswig-Holstein) og derfor senere DDR. Det korte af det lange er, at fra 1814 til 1864 hørte Lassahn-området under Danmark.
Et kort stykke efter Lasahn går der en vej mod vest til godset Stintenburg på halvøen Kampenwerder. På grund af halvøens nærhed til grænsen var den absolut "Sperrgebiet". En stor parkeringsplads vidner om, at den blev brugt som opmarchsted for det østtyske grænsepoliti. Flere gange støder man i øvrigt på fler-etages bygninger tæt op ad grænsen. Det er tidligere kaserner for det østtyske grænsepoliti. Flere af dem tjener nu som hotel eller ferielejligheder.
Lige syd for Techin er der en dejlig rasteplads med bord og bænke.
Efter ca. 10 km kommer man til Zarrentin, der er
en forholdsvis stor by, som under DDR-tiden blev stærkt hæmmet af at ligge i
"Sperrgebiet" dvs. grænsezonen,
så der var restriktioner med ind- og udrejse. Grænsen var bygget op på den måde,
at yderst er et grænsehegn op til Vesttyskland. Lidt længere inde i DDR var et
andet grænsehegn. At trænge ind mellem disse 2 hegn var som regel ensbetydende
med døden. Grænsepolitiet patruljerede her. Der var indrettet snubletråde,
bidske hunde gik løs osv. Bag ved denne grænseindretning kom
"Sperrgebiet", der var afspærret ind mod DDR ved en indre grænse, For
at passere den - og for at komme ind i grænsezonen, skulle man have særlig tilladelse. Grænsen bestod på
den måde af mindst 2 grænser.
Zarrentin-Gudow (camping) var i sin tid en af de store grænseovergange mellem DDR og Vesttyskland. Der er stadig bevaret enorme opmarch- og parkeringspladser.
Vest for Boizenburg på Elberg gik den indre grænsen til "Sperrgebiet" altså grænse, som var området mellem Stecknitz-kanalen og Boizenburg.
Hvis man fra Boizenburg tager en afstikker mod Lauenburg vil man støde på et mindesmærke
til minde om de 400 jødiske kvinder og børn, der befandt sig i en lokal KZ-lejr,
som var en filial af KZ-lejren Neungamme. Længere mod vest i Vier ligger Elbberg
museum. Museet rummer først og fremmest DDR-minder, men også minder om den
tidligere KZ-lejr. Den lave museumsbygning tjente således som køkken for lejren.
På den anden side af vejen ligger den bevarede kontrolpost til indkørslen til "Sperrgebiet".
Grænsen mellem Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern ender ved Elben. Nu
grænser Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern til hinanden med Elben som
grænseflod. Disse grænser er stadig identisk med den tidligere DDR-grænse, men
der skete dog en fejl. Det hed i London-Protokollen af 12. sept. 1944, der
dannede grundlag for sektor-inddelingen af Tyskland efter krigen: Det tyske område, som ligger øst for en linie, der
begynder i punktet i Lübecker-bugten, hvor grænsen mellem Schleswig-Holstein og
Mecklenburg mødes - langs med Mecklenburg-provinsens vestgrænse og videre langs
med Hannovers østgrænse til Braunschweigs grænse. Amt Neuhaus ligger
som en enklave
på østsiden af Elben. Denne enklave på 200 kvadratkilometer har altid hørt til Hannover Kurfürstendømme, der er det
samme, som vi i dag benævner Niedersachsen med hovedstaden Hannover. Grænsen til
Mecklenburg drejede og drejer østpå fra Elben ved Mahnkenwerder/Schleusenow. Men
russerne besatte Amt Neuhaus helt ud til Elben. Den britiske besættelsesmagt
akkviescerede ved den russiske besættelse, fordi briterne syntes, det var en
praktisk grænsedragning. Derved kom Amt Neuhaus til at ligge i Østzonen og
senere i DDR til beboernes store sorg. DDR-grænsen gik altså ubrudt langs Elben
fra Lauenburg til Schnackenburg.
Efter genforeningen kom Amt Neuhaus igen ind i Niedersachsen - dér hvor det kulturelt og historisk altid har hørt til. Den nuværende grænse mellem Mecklenburg-Vorpommern og Niedersachsen drejer fra Elben ved Radegast/Mahkenwerder og støder tilbage til Elben nordvest for Rüterberg.
Ifølge Klaus Buchin går ruten nu på Elbens højre bred gennem Lütkenwisch og over med færge til Schnackenburg på venstre bred. Vil man besøge Dannenberg, Gorleben og Gartow skal man krydse Elben ad broen (B 191) et kort stykke vej efter Rüterberg.
Besøger man de 3 byer, følger man altså venstre bred (sydbredden), men kun til Schnackenburg (grænsemuseum). Her forlader DDR-grænsen nemlig Elben og ruten går mod syd.
Hvor kolonnevejen krydser vejen mellem Nienwalde og Bömenzien (UTM 32N 668384 / 5875560 - Klaus Buchin kort 13) er der en dejlig overdækket rasteplads. Jeg har sat kryds på et kortudsnit af stedet. Udover kolonnevejen er en grænsepæl og et vagttårn bevaret.
Ved Helmstedt (Klaus Buchin kort 21) er der campingplads (UTM 32N 638050 / 5789800).
Vejen mellem Söllingen og Pabstorf, (vist af Klaus Buchin på kort 23) skal man lægge om, idet broen (UTM 32 N 638350 / 5790070) er brudt ned. Ved vejen fra Wülperode til Wiedelah, lige øst for floden Oker (Klaus Buchin kort 24) finder man en sektion af det oprindelige grænsehegn, der er fuldstændigt tilgroet, men det er den ægte vare.