Vort land er kun en lille bid
Sangen er skrevet af Holger Begtrup til folkemødet på Fruebjerg i juni 1911.
Holger Christian Begtrup var teolog og højskolelærer. Han underviste på Askov Højskole og grundlagde i 1895 Grundtvigs Højskole Frederiksborg.

Den fremhævede tekst er anvendt på genforeningsstenen i Holm, Sønderborg kommune.

Vort land er kun en lille bid
af hele den vide jord,
og hun har tabt så tit i strid,
vor fattige, gamle mor;
men hvad så andre sige
om dette husmandsrige,
så skylder vi dog Danmark
vort liv, vor kraft og flid.

Et lille land er ej fortabt,
når folket har et mål.
Tit blev de små til stordåd skabt
med mer end krudt og stål,
og midt i folkevrimlen
udkåred ofte himlen
den mindste til at tænde
det lyseste åndens bål.
.......

Så se dig ud, du danske mand,
og agt på tidens tegn!
Pløj dristig kun det salte vand,
og spejd i fremmed egn!
Dog må du aldrig glemme,
at her du hører hjemme,
og livets dåd du skylder
dit folk og dit fædreland!