Randers købstad, Skt. Clemens sogn, Randers kommune

Genforeningssten i Randers købstad, Skt. Clemens sogn, Randers kommune Genforeningsmonumentet står i Vestparken ved vestre indgang fra Parkboulevarden, 8900 Randers C.
GPS-koordinater (link): 56.466867 10.013503
Den 15. juni 1927 blev genforeningsmonumentet i Randers afsløret i overværelse af godt 5000 mennesker.

Grænseforeningens formand, rektor H.P.Hansen talte om den lykkeligste stund, vor slægt har oplevet, hvorefter daværende formand for Randers Sønderjyske forening, apoteker Fr. Kabell, lod dækket drage fra monumentet.

Før afsløringen udtalte billedhugger Anders Bundgaard, monumentets skaber, til pressen: Det er Henrik Pontoppidans dejlige genforeningssang, der har inspireret mig. Derfor står de fire gribende linjer indhugget langs kanten af monumentets bronzesokkel:
DET LYDER SOM ET ÆVENTYR
ET SAGN FRA GAMLE DAGE:
EN RØVET DATTER, DYBT BEGRÆDT,
ER KOMMEN FRELST TILBAGE