Odder by og sogn, Odder kommune (1)

Genforeningssten i Odder by og sogn, Odder kommune (1) Genforeningsstenen står i et anlæg for enden af trappen fra Borgergade overfor Nygades udmunding i Borgergade i 8300 Odder.
GPS-koordinater (link): 55.973532 10.141257
Skt. Hans Aften 1922 blev genforeningsstenen i Odder afsløret. Fabrikant Christensen, "Aalykke" sagde i sin velkomsttale, at det havde været en hjertesag at få stenen rejst. Thi mindet om 1864 stod endnu levende i hans erindring, så genforeningen havde i særlig grad været ham en stor glæde, som han gerne ville være med til at give udtryk ved at sætte den mindesten, der nu skulle afsløres.

Teksten på stenen er såre enkel - i dag meget udvisket:
1864 - 1920
I efteråret 1921 blev den store sten fundet af bestyrer A.P.Andersen, Snerild Fattiggaard på fattiggårdens mark.

Både ved transporten, rejsningen og placeringen stod stenen model for en masse vrøvl og besværligheder, men det endte sandelig godt.
Stenen er anbragt i et højtliggende anlæg. Med en sådan sjælden pompøs placering kunne man godt ønske sig, at teksten fremstod tydeligere.