Jubelåret 1848

Den har undertitlen Svanesang først i februar. Forfatter er Grundtvig.
Sangen er trykt første gang i Danskeren I, nr. 3 og genoptrykt i 1889 i Poetiske Skrifter bind syv. Her har jeg kun gengivet de to første vers og de tre sidste vers.

Det er slutningen af tredje sidste vers, der gengives på genforeningsstenen i Sandvad, Vejle kommune.

Nytårs-morgen, som jeg vented på,
Dag og nat i vintre mange,
som i ånden tit jeg gløde så’,
hilse glad i morgensange!
Ringer lønlig nu du op i nord!
Kommer så at kaste glans på jord
dagens dronning under sørgefloret?

Sørgefloret! ak, det er så tæt,
som en tordensky det ruger
skal det klares, skal det flagre let,
efter kvidens stille uger?
Mon guldkammet morgenhane gol,
så kun skyggen over kongestol
end for os tilhyller nytårs-solen?
……….
Tit vi fik den værste vinterdag
med den varme sten i vandet,
tit og nat, et øjeblik før dag,
ruged mørkest over landet.
Immer dog i tvende tusendår
Danemark fik atter dag og vår,
immer dog til guld blev Frejas tåre!

Er da nu end sørgefloret tæt,
skjuler alt for hverdagsøjet,
tiden snart dog kræve vil sin ret,
da forsvinder sørgetøjet.
Da vi se, at nord har gode kår,
sorgen smelter da som is i vår,
klokken kimer da for jubelåret!

Danmark! kom da, med dig selv, i hu
kun din gamle lykkestjerne!
Hav kun ej for bølgegangen gru
i din sø og i din hjerne!
Om end tysken ter sig nok så spansk,
bliver du kun ved at tale dansk,
Tyskland ej med dig sig skal "forganske"!