Jeg elsker de grønne lunde

Det er slutningen af ottende og sidste vers, der gengives på mange genforeningsstene og befrielsesstene.
Forfatter er Johs. Helms.
Sangen blev skrevet til grundlovsfesten ved Eremitagen 1873. Udgivet i "Soldaterliv i krig og fred" fra 1899.

Strofer fra sangen - især de to sidste linjer - er anvendt på genforenings- og befrielsesstenene i
Christianshøj, Bornholm kommune
Bogense, Nordfyn kommune,
Bårse, Vordingborg kommune,
Dybvad, Frederikshavn kommune,
Ejerslev, Morsø kommune,
Faxe købstad, Faxe kommune,
Fårdrup, Slagelse kommune,
Gjerlev, Randers kommune,
Haldum, Favrskov kommune,
Havnbjerg, Sønderborg kommune,
Kongehøjen, Samsø kommune,
Korinth, Faaborg-Midtfyn kommune (befrielsessten),
Køng, Vordingborg kommune,
Oddense, Skive kommune (befrielsessten),
Ravsted, Sønderborg kommune (befrielsesteksten),
Ramten, Norddjurs kommune (befrielsessten),
Sneslev, Ringsted kommune,
Seest, Kolding kommune,
Store Tåstrup, Holbæk kommune (befrielsessten),
Strib, Middelfart kommune (befrielsessten),
Sulkendrup, Nyborg kommune (befrielsessten),
Søndersø, Nordfyn kommune (befrielsessten),
Trællerup, Lejre kommune (befrielsessten),
Vemb, Holstebro kommune,
Vindinge, Roskilde kommune,

Jeg elsker de grønne lunde
med tonernes vuggende fald,
jeg elsker de blanke sunde
med sejlernes tusindtal.
....................
Mig fryder din ros, din ære,
mig knuger din sorg, dit savn,
hver glans, hver plet vil jeg bære,
som falder på Danmarks navn.
...................
Men end er der sang i skoven,
højt bølger det røde flag,
end er der en Gud foroven,
der råder for Danmarks sag.