I sommersol og blæst

Valdemar Rørdam skrev sangen i 2 etaper i henholdsvis 1906 og 1907.

Det er linjen i syvende og sidste vers, som er brugt på genforeningsstenen i
Bredebro, Tønderkommune,
Em, Hjørring kommune,
Mellerup, Randers kommune,
Nimtofte, Syddjurs kommune

Endvidere er linjen anvendt på befrielsesstenen i Landet, Svendborg kommune.

I sommersol og blæst,
i vinter af nordvest,
med hav og himmel favnes det land vi lider bedst.
Lad bygerne kun slå,
lad havet bruse på,
her er så friskt at ånde og så frygteligt at gå.
Af disse jævne marker og denne stolte sø
har dansken lært i tusind år at leve og at dø.
Fra Hammeroddens fjeld
til revlens hvide sand:
vort folk, vort fædreland!
................
Vort løsen er: Trods alt!
Når Danmark har os kaldt,
så står vi eller falder, som Dybbøls kæmper faldt.
For fædreland i sprog,
for dansk i mund og bog,
for kongeborg og bondegård, for hjemmets mindste krog.
Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.
Med penge, liv og blod
til sidste åndedrag
for Danmarks frie flag..