Homå by og sogn, Norddjurs kommune

Genforeningssten i Homå by og sogn, Norddjurs kommune Genforeningsstenen står, hvor Hyrdevej og Damkærvej mødes i en spids vinkel i Homå by, 8500 Grenaa.
GPS-koordinater (link): 56.364699 10.815348
Genforeningsstenen i Homå blev rejst i november 1920 uden formel afsløring.

I et indhugget skjold under Chr.X monogram er teksten, forfattet af lærer Leopold Mostgaard, indmejslet:
I HAAB OG TRO MED KAMP OG DAAD
OG MØDRES GRAAD
VOR SLÆGT SAA TIDEN RINDE
OM SEJRENS DAG
FOR RETFÆRDS SAG
SKAL DENNE STEN STAA MINDE
1864                  1920
Stenen, som vejer over 7 tons, stammer fra en sammenstyrtet dysse fra Lyngdals mark og skænket af proprietær Gowertz Jensen. Den blev rejst på en opfyldning af den tidligere branddam, som kaldtes "Kongedammen" og var fyldt med skrammel. Det blev også udtrykt i første vers i den lejlighedssang, som lærer Mostgaard havde skrevet til festen i forsamlingshuset, der fandt sted den 29. november 1924 som afslutning på arbejdet.
Vi havde her i vor skønne by
en branddam, hvoraf gik vældigt "ry",
en mudderpøl, fyldt med alskens kram,
og kaldtes dog for en "kongedam".