Afskrift af artikel i Lemvig Folkeblad fra fredag, den 16. juni 1922
En Fest i Herborg
--------
                      Valdemarsdagen afsløredes Genforeningsmindesmærket ved Herborg Station.
--------
                                                                                                  Videbæk, 15. Juni

Den Genforeningssten, som er rejst ved Herborg Station af Beboere i Herborg og Omegn, afsløredes i Dag ved en smuk og stemningsfuld Højtidelighed.

Den smukke Sten, der er skænket af Amalius Sørensen, Herborg, er anbragt paa en Skraaning foran Stationsbygningen paa Statsbanernes Grund, og Udvalget for Rejsning af Stenen havde draget Omsorg for en smagfuld Pyntning med Flag og Guirlander omkring Pladsen.

Afsløringsfesten

havde samlet mellem 200 og 250 Mennesker. Man sang »Det haver saa nyligen regnet«, hvorefter Udvalgets Formand, Amalius Sørensen, bød Velkommen til Talerne, Folketingsmand Lebeck, Sønderjylland, og Sognepræst Pastor Eller, og til Forsamlingen. Han mindedes Kredsens afdøde Folketingsmand Sigurd Berg som en sjælden dygtig og god dansk Mand, som havde et stort Hjerte ogsaa for vore sønderjyske Brødre; han vilde Ret for alle og Uret for ingen. I den korte Tid, han repræsenterede Kredsen, lærte mange at skatte hans store personlige Egenskaber. Ære være hans Minde!
Han gav derefter Ordet til Folketingsmand Lebeck, der holdt et godt Foredrag, hvori han optrak de historiske Grundrids i Kampen for Danskhedens Sag i Sønderjylland.
Tidligere søgte man altid at flytte Grænsepælene ved Vaabenmagt, men nu er Pælene flyttet ved Befolkningens fri Selvbestemmelsesret. Fremmedherredømmet begynde mildt, men endte i den voldsomste Undertrykkelse. I 1867 fandt det første Valg Sted og opfattedes som et Udtryk mellem dansk og tysk. Alle senere Valg har været Mærkepæle for Dansksindet. Det danske Stemmetal gik noget tilbage, men Stemningen voksede i Inderlighed. Til Bevarelse og Styrkelse af Danskheden har virket forskellige Faktorer, i Særdeleshed de danske Ungdomsskoler. Skønt ingen af dem, der deltog i Verdenskrigen fra Sønderjylland, havde lært Dansk i Skolen, blev dog alle Brevene til Hjemmet skrevet paa Dansk. Grundtvigs Tale og Skrift i Kampen for Danskhedens Bevarelse var af stor Betydning, og Sangen havde været en mægtig Faktor. Da H.P. Hanssen i 1918 ved et Møde i Folkehjem samlede sine Udtalelser, brugte han netop de Ord, som er bleven hugget i nærværende Sten:

Alt, hvad Fædrene har kæmpet,
Mødrene har grædt,
har den Herre stille lempet,
saa vi fik vor Ret.

Den ny Grænse er sat, og et Maal er naaet. Men Grænsen er ikke endelig sat endnu. Danskerne viser den mest fuldkomne Frihed for Tyskerne. Det er retfærdigt og klogt. Ad den Vej vinder vi Terræn for Danskheden. De store Stater har indrømmet, at Danskernes Standpunkt til Grænsespørgsmaalet var præget af Retfærdighed.
Hvorfor holder vi fast ved Danmark?
Ja, hvorfor holder man af sin Mor og af sine Minder. Det gamle Lands Dygtighed paa saa mange Omraader har bidraget mægtigt til Danskhedens Bevarelse i Sønderjylland. Dansk Dygtighed og Foretagsomhed har skudt Blomst paa saa mange Maader.
Nu rejses der Stene overalt, og gid ogsaa denne Sten maa staa som et Minde om Dansk Retsind, dansk Trofasthed og dansk Sammenhold.
Flaget, der dækkede Stenen, gik nu til Vejrs, og den smukke Sten stod der fuldt bestraalet af Eftermiddagssolen.
Man sang »Slumrer sødt i Slesvigs Jord«, hvorefter Pastor Eller talte.
Han vidste ikke, om denne Sten, som her var rejst, var Udtryk for nogen særlig dansk Stemning her paa Egnen. Han vilde snarere mene, at den var Udtryk for, hvad Stemning der skal raade i Fremtiden. Vi danske trænger til at vækkes, ogsaa i det sønderjyske Spørgsmaal.
Taleren fremdrog flere Træk af sønderjysk Historie og udtalte sluttelig, at Stenen skal lære os at sige Tak, fordi vi har faaet Sønderjylland tilbage. Vi tror, at Gud staar bagved, og derfor bør vi være ham taknemlig og vise det paa den Maade, at vi tager Opgaven op.
Vi skak hjælpe den unge Slægt til Kærlighed til vort Land og Ærbødighed for Flaget. Vi skal lære vore Børn Kærlighed til det danske Sprog og at tale det saa kønt som muligt uden Iblanding af fremmede Ord. Gid Stenen maa bidrage til at gøre Historien og Minderne mere levende for os!
Amalius Sørensen takkede Talerne, Forsamlingen og alle, der har bidraget til Rejsning af Stenen.
Man sang derpaa »Vort Modersmaal er dejligt«, og hermed sluttede den egentlige Festlighed.

Paa Afholdshotellet i Herborg

var der dækket fælles Kaffebord, og her samledes snart saa mange om Bordene, som der var Plads til.
Amalius Sørensen bød Velkommen til Bords.
Niels Birkmose vilde ønske for de unge, at de maatte bevare det Sind, som havde været til Stede hos de Folk, der havde rejst Stenen derude. En særlig Tak til Amalius Sørensen og det Udvalg, der sammen med ham havde ført Sagen igennem og skabt denne smukke Fest, med de to udmærkede Talere.
Lærer Kirk, Herborg: - Vi har indtil 1920 levet under Skyggen fra 1864. Nu er Vendepunktet sket. Vi har oplevet noget saa stort, at vi aldrig oplever noget lignende. Minderne maa give os Skub fremad. Der er peget paa Opgaverne, og jeg tænkte da paa Hensynet til rigtig Sprogbrug: Væk med Ederne, Det skæmmer Sproget og vort dejlige Modersmaal. Lad os vænne vore Børn til at se paa al Banden som raat og udannet. Gode danske Borgere og dygtige Foregangsmænd skal enhver Kristen være. Vi skal være godt Eksempel og ikke glemme Sønderjyderne. Vi fik jo ikke hele Sønderjylland tilbage, men vi tør tro, at det var Guds Vilje, der skete, at han fik det stille lempet, saa vi vandt vor Ret. Gud give os Kraft og Visdom til at løse de store Opgaver.
Poul Poulsen: - Vi ældre har vel nok gjort den Opdagelse, at det Arbejde, der kostede os mest Anstrengelse, blev os kærest. Det har kostet Anstrengelse at faa den store Sten flyttet. Lad den staa som Symbol for Samlingstanken. Lad de unge se, at der ogsaa her i Herborg har hersket Enighed og Sammenhold..
Den smukke Festlighed sluttede med Afsyngelsen af »Kongernes Konge«.                                 Th.