Kantate for H.P. Hanssen

Kantate for H.P. Hanssen 21. februar 1932 er forfattet af Marcus Lauesen. Kantaten er gengivet i Ventetider fra 1944.

Fælles kor.
Årene vil rinde ud. Tiderne forgår.
Nye slægter samles, hvor andres grave står.
Kun hvad mænd vandt ved ret,
uden sværd og blod,
det skal leve som et solskin
over tidens flod.

Recitation.
Om vi vidste, hvad sejren betyder af smerte,
og vidste, hvad sejren koster af savn,
kanske vi da alle i dag ville tie
og i tavshed hylde vor høvding.

Men kun de få er det givet at sejre,
kun den benådede og helt trofaste
vinder det, som er kampen værd.

Ikke skal vi mindes tider for langt tilbage,
et folk, som talte sit eget tungemål
og knægtedes dog af andre sprog,
ej heller den forsmædelse, som blev budt mænd,
der bare elskede hvad deres var;
ikke heller skal vi mindes de mange,
som kæmpede under fremmede faner,
thi deres skæbne var skabt af den store løgn.

Nej, i dag lever kun sejren,
en moden frugt,
hærdet i den sunder vækst.

Millioner kender, hvad trofasthed er,
og ved, hvad retfærdighed ville veje
i tidernes vægtskål,
hvori kun kastes tilfældige lodder.
Men kun de få har modet
at gøre retfærdigheden til mål
og at bruge trofastheden til stav
på de vanskelige veje.

Men som et træ i skoven
kan ligne alle andre træer
på stammen og løvet
og alligevel rage op over kronerne
og fange sollyset, før alle de andre ved,
at det er morgen,
kan et menneske som alle andre
en dag rejse sig og gå den vej, han tænkte sig,
og ikke standse før målet er nået.
Uden våben vil han gå,
og uden beskyttelse.
Retfærdig vilje alene viser vejen,
og kærligheden til målet er hans styrkedrik.
Og hvad han har på hjerte,
er ikke et tilfældigt ønske,
men en tanke, som er mere end hans egen,
en tanke, som er født af et folk.

Og da ved vi, at et folk kan være
som et barn i en røvers hånd.
Og når en talsmand opstår
for at tolke, hvad retfærdighed mod et folk er,
vil tusind bevæbnede spørge, hvad er retfærdighed?

Og om vi skulle svare?
Vi ville stamme forsigtigt om nogle blomster,
mor havde plantet i vor have,
og da måtte disse blomster være vore, -
og at disse skove og marker
og disse hegn, mere skærmende end andre landes hegn,
havde al vor kærlighed,
eller at far her lærte os at pløje
eller at husene var slægtens gennem mange år;
og til sidst ville vi vel sige
at kærlighed er alt,
og hjertets ret er ubrydelig.