Hanning by og sogn, Ringkøbing-Skjern kommune

Genforeningssten i Hanning by og sogn, Ringkøbing-Skjern kommune Genforeningsstenen står på en høj overfor ejendommen Hanningvej nr. 10 i Hanning by, 6900 Skjern.
GPS-koordinater (link): 56.016872 8.502770
Genforeningsstenen i Hanning blev rejst og afsløret den 6. september 1920.
Johs. Vejlager skrev: En gammel Veteran fra 1864, Husmand Chr. Møller fra Herborg, har indhugget Indskriften, og saaledes baade med Vaaben i Haand kæmpet for Sønderjylland og med Hammer og Mejsel udført Mindesmærket for dets Genforening med Moderlandet.
Chr. Møller havde under prøjsisk fangenskab lært at udhugge i sten. Han har også udhugget teksten på stenen i Herborg.

Et sogneudvalg har forfattet indskriften:
Minde om Sønderjyllands
Genforening med Moderlandet
d. 10. Juli 1920.
efter 56 Aars Adskillelse
Den næsten 3 meter høje sten stammer fra Dalgaards Hede i Finderup. Den høj, som stenen står på, er skænket af gårdejer Morten Nor.

Der blev også rejst en flagstang med tilhørende flag, der blev skænket af Hanning Ungdomsforening. Flagstangen er gået til.

Poul Erik Strømø fortæller om bl.a. denne genforeningssten i en TV-udsendelse den 20. juli 2020 i TV Vestjylland.