Glavendrup, Skamby sogn, Nordfyn kommune

Genforeningssten i Glavendrup, Skamby sogn, Nordfyn kommune Genforeningsstenen står i Glavendruplund ved Glavendrupstenen og skibssætningen, der ligger ved Torupvej, 5485 Skamby.
GPS-koordinater (link): 55.509491 10.294136
Søndag, den 25. juli 1920, årsdagen for slaget ved Isted, afsløredes genforeningsstenen i Glavendruplund af højskoleforstander Rasmus Nielsen, Særslev, der sammen med Kristensen-Randers, Ollerup havde skrevet en sang til lejligheden. Rasmus Nielsen udtalte i sin afsløringstale bl.a.: I 1864 faldt Sønderjylland i fjendehånd. De mænd, der dengang kæmpede for vort land, mindes vi med taknemmelighed, og mange af dem lever i endnu og kan sammen med os glæde sig over, at Sønderjylland er genvundet. Nu er kommen den herlige tid, da retten og retfærdigheden sejrede. ... Vi takker det belgiske folk og de forenede Stater, fordi de har medvirket til, at Sønderjylland atter er blevet knyttet til os.

Indskriften, der er indhugget med runelignende bogstaver, lyder:
REJSTES
TIL MINDE OM
SØNDERJYLLANDS
GENFORENING
MED DANMARK
AARET 1920

FORENINGEN
GLAVENDRUP STENEN
SATTE MINDESMÆRKET
Langs stenens yderkant står der:
GRÆNSEVOGTER I TUSINDE AAR
VELKOMMEN ATTER I MODERENS GAARD
BLANDT BRØDRE DU DER TAGE SÆDE
TIL FÆLLES ÆRE OG GLÆDE
Den 8 tons tunge sten blev fundet i "Jydemarken" på Knud Hansens ejendom på Bastrup Mark.