Genner by, Øster Løgum sogn, Aabenraa kommune

Genforeningssten i Genner by, Øster Løgum sogn, Aabenraa kommune Genforeningsstenen står, hvor Kirkevænget munder ud i Genner Bygade i Genner by, 6230 Rødekro.
GPS-koordinater (link): 55.124133 9.437771
Den 15. juni 1936 blev genforeningsstenen i Genner afsløret af pastor A. Moos, Aabenraa, der udtalte: Måtte denne sten stå her på bjerget i århundreder som et vidne for kommende slægter om, at der her har levet mænd, der ville øve dåd i fælles virke.

Teksten på stenen er forfattet af Chr. Lund, Slibemølle:
GENFORENINGEN
1920
MÆLE JEG FIK AT VIDNE FOR NORDEN
DANSKE ER HER SPROGET FOLKET OG JORDEN
Om aftenen fortsatte afslørings- og genforeningsfesten i forsamlingshuset, der var fyldt til trængsel.

Den 8 tons tunge sten blev fundet i en skov ved Genner strand, som tilhørte Chr. Lund.

Oprindelig stod stenen øst for kirken ved Haderslevvej, men da denne måtte udvides, blev stenen flyttet til sin nuværende position.