Beretningen om genforeningsmindet foran Folkehjemmet, Aabenraa kommune
Fra Johs. Vejlagers GENFORENINGSMINDESMÆRKERNES HISTORIE kan følgende, som er skrevet i 1939, gengives:

Der er vel næppe nogen bygning, hvortil betydningsfulde afsnit af Sønderjyllands nyere historie er knyttet, som til Folkehjem i Aabenraa. Fra dets altan holdt H. P. Hanssen sin mindeværdige tale 17. november 1918, medens sønderjyderne i tusindvis stod lyttende i Folkehjems smukke have og hørte om den vidunderlige, snart muliggjorte genforening med Danmark.

- En kvindelig deltager fortæller i sine erindringer, at da H. P. Hanssen sluttede sin tale med at citere Bjørnsons vers, der nu er mejslet i granit trindt omkring i vort land:

Alt, hvad Fædrene har kæmpet,
Mødrene har grædt,
har den Herre stille læmpet,
så vi vandt vor Ret,

"da hamrede mit hjerte under presset af en lykkefølelse så stærk, at den føltes som en smerte."

Det er derfor let forståeligt, at Folkehjems bestyrelse har ladet opstille en række af de gamle grænsesten langs Kongeågrænsen fra Folkehjems trappe og ud til gaden. Og disse sten, her ved den historiske bygning, leder uvilkårligt tanken hen på Magnusstenens ord i Skibelund: "- - at se Nordens grænsepæl atter rykket frem mod syd."  Den lykke skulle det times vort folk at opleve i 1920!